To millioner til unge kvinder med minoritetsbaggrund

Københavns Kommune

02/12-2003

Socialfondsudvalget har bevilliget to millioner til et projekt, der skal sikre, at unge kvinder med anden etnisk baggrund end dansk bliver i eller kommer tilbage i uddannelsessystemet.

Fra juni 2004 vil 16 unge kvinder bosiddende i Københavns eller Frederiksberg Kommune deltage i det uddannelsesmæssige pilotprojekt Uddannelsesbroen. Projektets overordnede formål er at hjælpe primært unge kvinder med minoritetsbaggrund ind i det erhvervskompetencegivende uddannelsessystem.

Uddannelsesbroen, der er et partnerskab mellem Københavns Kommunes Ungdomsskole, Københavns Produktionsskole og Erhvervsgrunduddannelsen, har opnået støtte på to millioner kroner fra Den Europæiske Socialfonds Mål 3-program. Pengene sikrer en styrket indsats for kvinder med en minoritetsbaggrund.

"Kvinder med en anden etnisk baggrund end dansk bliver ofte de store tabere. Og undersøgelser viser, at særligt kvinderne er en udsat gruppe i forhold til ledighed på arbejdsmarkedet, hvor der i forvejen er en overrepræsentation af borgere uden videre uddannelse efter grundskolen. Derfor har vi valgt at fokusere på netop denne gruppe af unge," siger Jesper Christensen, formand for Ungdomsskolens bestyrelse.

Uddannelsesbroen er møntet på at udvikle nye metoder til at rekruttere og fastholde udsatte unge i uddannelsesforløbet inden for social- og sundhedsområdet. Og er med de tre institutioners spidskompetencer skræddersyet til at varetage målgruppens særlige kvalifikationsbehov i forhold til netop dette område.

"Det er også vigtigt at skabe tryghed for de unge kvinder og deres familier. Derfor lægger vi særlig vægt på information til familien, blandt andet i form af informationsmaterialer på forskellige minoritetssprog og informationsmøder for hele familien. Lige som vi har valgt fysisk at placere uddannelsesforløbets et samlet sted, nemlig på produktionsskolen, der i forvejen ofte er kendt af de unge og deres familier," fortæller Jesper Christensen.




ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site